Sækkevogntransport og gemmeleg

søndag den 16. februar 2014

Jeg har luftet sækkevognen. Med den er kævler transporteret fra baghave til carport, jord fra terrasse til kompostbunke og kampesten fra forhave til baghave. Jeg er glad for vores blå sækkevogn. Den gør arbejdet så smukt og sikrer, at min ryg kan holde til mange års havearbejde.

Mens jeg arbejder, leger jeg gemme med datteren. Hun sprutter af grin, når jeg med klovnestemme og påtaget dumhed forsøger at gøre alt for ikke at finde hende - bag den sølle efeugren hun holder op foran sig. Efterhånden som legen gentages, finder hun langsomt frem til mere originale gemmesteder for eksempel bag buske, kompostbunken, barnevognen og cyklen. Men lige meget griner hun. En dejlig dag i haven med en dejlig pige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar