Frødillema

Regnen siler endnu engang ned af ruden. Jeg er krøbet i de uldne sokker og forsøger at holde varmen med et lammeskind i min elskede gyngestol, mens jeg drømmer om forår, solskin, fuglesang og et væksthus med masser af lys. Vintermørket vil mig det ikke godt. Jeg forsøger at holde det stangen med stearinlys og blomster, og glæder mig ved, at solen trods alt er begyndt at gå ned nord for Højentårnet.

I mens går jeg og venter på de bestilte blomsterfrø. Når de er vel modtaget, skal de i en lufttæt beholder og fluks i køleskabet, så de beholder spireevnen. Så langt så godt!

Men jeg stakkels havenovice. Hvad skal jeg gøre derefter? Der følger en såvejledning med frøene, men der er åbenbart flere metoder at vælge i mellem. Jeg tør næsten ikke kaste mig ud i at eksperimentere, for det skal bare lykkes i første hug. Drømmehaven skal helst ikke sættes på standby på grund af et fejlvalg.

Jeg er ikke begavet med et væksthus ej heller mistbænk endsige drivhus. Vores vindueskarme er heller ikke egnede, da radiatorerne befinder sig lige under dem - og de er nødt til at være tændte på denne tid af året af hensyn til indeklimaet. Altså! Efter en del overvejelser har jeg besluttet at så de fleste frø her i februar   - udendørs, nu mens det stadig er koldt - for at efterligne stauderne naturlige forhold. Når frøene forhåbentlig begynder at spire, vil jeg prikle dem over i større potter for til sidst at plante dem i den nyoprettede planteskole i køkkenhaven. Åh, hvor jeg dog håber, det lykkes!