Hvor meget kan buen spændes?

Den lille fyr er syg igen. Snot, hoste og øjenbetændelse. Vi kan bare ikke holde ham rask. Hans humør er der til gengæld ikke noget i vejen med. Han griner, leger, tumler og går rundt på sine små ben, mens han ligner en, der har været i barskabet. At gå er en svær kunst.

Mens han sov til middag tiltuskede jeg mig to timer i haven. Jeg kastede mig over den store staudeflytning. Lungeurt, staudesalvie, påskeklokker, storkenæb, dagpragtstjerne, campanula, blå anemone, havebetonie og bronzeblad er nu flyttet til deres midlertidige opholdssteder. Den blå anemone, havebetonie og bronzeblad har fået asyl i den skyggefulde del af rhododendronbedet, mens de øvrige stauder nu står i køkkenhaven. Floks, stjerneskærm, opret kobjælde, akelejer, purpursolhat, gudeblomst og løjtnantshjerte har endnu ikke fået overjordiske dele. Dem må jeg flytte i næste omgang.

Til gengæld pibler snepryd, russisk skilla og perlehyacinther op. De får lige lov til bekende kulør, derefter bliver de gravet op, sorteret og sat i kasser med sand. Så er de klar til at blive sat ud i det blå bed til efteråret.

Jeg er spændt! Spændt på om jeg har spændt buen for meget! Når jeg ser på bedet i sin fulde udstrækning, kan jeg slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skal komme i hus. 

Der er stadig to store rhododendron, en tre meter høj ranglet buksbom, enorme mængder klatrehortensia, strudsvinge til et helt skovbed, hosta, sibirisk iris og porcelænsblomst. Endelig får jeg sikkert også meget fornøjelse af vårkærmindesøster, efeu, vintergrønt, perikon, svalderkål, storrodet storkenæb og hvad der nu ellers er af spredningsdygtige vækster.

Jeg overvejer at sætte deadlines for en række delmål, for at sikre fremdrift. Men jeg udskyder det lidt endnu! Måske i morgen - når jeg har flyttet lidt flere stauder.