Pirrende primula

fredag den 4. marts 2011

Min passion for blomster er stor. Jeg læser om blomster, kigger på blomster, nøgler blomster og køber blomster - for eksempel disse to primulaer.

Er det deres mangfoldighed, eller er det historien om blomsten og bien, der lokker? Måske er det den forunderlige erkendelse af, at de er et resultat af en fantastisk evolution over millioner af år. Hvad det end er, er blomster og livet i alle dets afskygninger fascinerende.

Prøv bare at se på de mange primulaer, som er fremme i butikkerne netop nu. Ved første øjekast ligner de alle hinanden, men hvis man kigger godt efter, er der forskel på dem - og her tænker jeg ikke kun på farven.

Butikkernes primulaer er en forædling af den vildtvoksende storkronet kodriver (Primula vulgaris). Ude i naturen kan storkronet kodriver kun sætte frø, hvis den bliver bestøvet af bier. I modsætning til os mennesker er de fleste planter, herunder kodriver, tvekønnet, så i teorien kan de klare det hele selv. Men det er da den sikre vej til indavl.

For at undgå indavl - eller sikre fremmedbestøvning - har kodriver udviklet det man kalder heterostyli. Oversat til dansk betyder det, at længden af det hunlige og hanlige organ varierer. Nogle individer har et langt hunligt organ og et kort hanligt organ, mens andre individere har det omvendt (se billederne). På den måde undgår det enkelte individ at blive bestøvet af sig selv. Kan verden blive mere fantastisk?

Blomstrende brancheskift

torsdag den 3. marts 2011

Nogle kvinder køber tøj, sko, makeup eller perfume, når de skal forkæle sig selv. Jeg ejer simpelthen ikke det shoppegen. Hvis jeg virkelig vil muntre mig selv op, belønne mig selv eller understrege en særlig anledning, så er jeg at finde i den lokale blomsterhandler.

Vi har en fantastisk blomsterhandler lige om hjørnet - Clarinas Blomster. Jeg elsker at være derinde. Personalet er altid smilende og imødekommende, og så kan de binde buketter, som jeg gerne vil have dem. De ser ikke undrende på mig, når jeg har særlige krav til buketterne, eller når jeg for den sags skyld går rundt i forretningen med vores pige og forklarer hende om blomsterne.

Og så kan de aldrig lade være med at smile, når jeg indrømmer, at buketterne er til mig selv. Hvis jeg skulle skifte branche, tror jeg det skulle være til blomsterbinder. Jeg ville nyde at være omgivet af blomster, arbejde med blomster og glæde folk med en smuk buket - ligesom Sandie glædede mig, da hun havde bundet min seneste buket med ranunkler, roser, krysantemum og mandstro.

Forårsfeber

onsdag den 2. marts 2011

Forår, forår kom nu snart
Vi har ventet længe
Vi vil ud at tumle os
i de grønne enge
i de grønne enge

Sådan skrev Margrethe Marstrand engang - det præcise årstal har jeg ikke været i stand til at fremtrylle, men hvor jeg dog længes efter foråret. 

Min mand er gået så langt som til at sige, at jeg trænger til forår. Det må jeg medgive ham. Jeg tror faktisk, jeg lider af forårsfeber. Desværre må jeg vist væbne mig med tålmodighed, lade kalender være kalender og vente på forårstegn af en mere pålidelig karakter, fx hasselbuskens rakler.

Indtil da har jeg fremtryllet lidt forårsstemning inden døre, når nu det udendørs termometer har så svært ved at finde plusgraderne. Jeg har været på indkøb - og nu er vi forsynet med en Forårsbryg fra Aarhus Bryghus, orangegule primula og en stor buket holdt i varme gule farver.


Den blå anemone

tirsdag den 1. marts 2011

Når jeg ser ud af vores vinduer, har jeg svært ved at få øje på foråret, skønt vi i kalenderen skriver 1. marts. Akkurat samme konklusion er de nået frem til på DMI.

Trods kulde og sne på årets første forårsdag - i hvert fald i følge kalenderen, kan jeg ikke lade være med at tænke på Kaj Munks digt Den blå anemone fra 1943.

Foto: Sten Porse (http://www.da.wikipedia.org)
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

Jeg har været igennem mine musikgemmer og har fundet min yndlingsfortolkning af Egil Harders melodi fra 1945.

Der er tale om en live-optagelse fra 1999 af Mads Vinding Trio. Cd-en har det fantastiske navn Six Hands Three Minds One Heart. Den er simpelthen et must have for alle, der har den mindste smule hang til jazz.