Livets reserve

Lige som vi troede, at foråret var på trapperne, gik vinden atter om i nord, og en bidende kulde indfandt sig. I dag skinnede solen heldigvis, så jeg trak i overtøjet og begav mig ud i kulden for at lede efter forårstegn. Og se, det lykkedes mig at finde et! Der i skovbunden op til en villahave stod en lille klynge vintergækker.
 
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Mogens Lorentzen Vintervers fra 1936. Jeg husker stadig alle versene fra min folkeskoletid, men da Vintervers stadig er ophavsbeskyttet, vil jeg nøjes med at gengive andet vers fra hukommelsen:

Under frossen hæk

spinkel som en nerve

spirer den sødeste vintergæk

Står den som straf i sin skammekrog?

Nej, den er livets reserve.

Det kan ikke skrives bedre. Livets reserve! Det er netop den, vi trækker på i februar måned. De sidste reserver, mens vi venter på forår.